Så er der gået 3 uger siden vi kom til Nuuk, og hverdagen er så småt begyndt.
Vi er også ved at vende os til priserne heroppe, alt koster lidt mere end hjemme, men vi skal jo også kunne holde ud af være her.
Så selvom vi stadig spiser sennep, så får vi nu også ordenlig mad.
Vi kan købe rensdyr, hval og fisk nede på Brættet. Et sted hvor de lokale fangere kan få solgt deres fangst. Så der får man nemt et kilo frisk fisk for kun 40kr.
en STOR rødfisk
Den anden dag tog jeg mig selv i at synes 2 agurker for 30kr var noget af et røverkøb, men lod dem alligevel ligge.. Frugt og grønt er ikke lige det vi får mest af, men efter vi onsdag fik tildelt vores boligsikring, bliver en del mere luft i økonomien. Det er SÅ fedt!
Nu har vi rent faktisk råd til at være her, også med frugt og grønt i køkkenet :)
Vi har brugt utrolig lang tid på at finde praktikpladser, bolig osv inden vi tog afsted, men nu vi er her oppe så flasker det hele sig efterhånden. Alle er utrolig søde til at hjælpe os med gode råd og hjælpsomme tips. Så Der er kommet helt styr på alle vores papire, så nu bor vi her helt officielt og er så grønlandske som vi nu engang kan blive :)
Grønland er et fascinerende land på så mange måder, ikke mindst naturen og kulturen.
Men også selve systemet heroppe - Grønlands selvstyre.
Selvstyret er relativt nyt, og på mange områder kan det godt mærkes at der er en masse opgaver de ikke før i tiden har skulle tage hånd om. Inden for vores område er der en masse nye udfordringer for selvstyret, fx så er jespers og mit praktiksted det eneste for autister og ADHD i hele landet, og vi har kun plads til 5 børn.
Før selvstyret blev børnene sendt til danmark, men nu skal Grønland selv klare opgaven. Så der sker en masse spændende ting på området lige for tiden, men ting tager selvfølgelig tid. Så sammenlignet med Danmark er man her ca 20 år bagud bare på autisme-området. Og den generelle handicapforståelse er til tider også et problem. Autisme og ADHD bliver ofte betragtet som en sygdom, fremfor et handicap - 'børnene får jo medicin, så de bliver nok raske engang'.. så ja her kommer til at ske en masse de næste par år, men ting tager tid.
Grønland er også et land, med stor økonomisk ulighed. De flotte million villaer ligger kun få meter, fra små huse uden toilet. Krisen har ikke ramt Grønland, og de bygger helt vildt over det hele. Her bliver tjent millioner af kroner, men der er desværre ikke særlig mange der får en del af kagen. De rige bliver rigere og resten lever som man nu engang hele tiden har gjort.
Derudover så er vi havnet i et land, der tilbyder gratis tandlæge, medicin og for vores vedkommende dækning af ca 80% af vores husleje, da vi ikke tjener noget. Det eneste man skal gøre er, at flytte sin folkeregister adresse herop og købe en bopælsattest for 50kr - og så er man officielt grønlænder :)
En anden sjov ting er deres jagttegn. For den nette sum af 50kr kan man også købe sig et jagttegn, det kan købes nede i jagtbutikken. Her skal man ikke ha jagttegn for at gå i fjældet og skyde lidt med sin riffel. Det er først hvis du skyder efter dyr at du skal ha dit jagttegn med, og det kan man som sagt nemt få, ingen prøve eller noget.
Der er flere fra vores praktiksteder der går på jagt, så vi håber at vi en dag er så heldige, at vi må komme med på rensdyrjagt... med eller uden riffel :)
Det var lidt om hvordan jeg indtil videre har oplevet de første uger i det nye land. Der er ikke kommet så mange billeder ind, da det er ret dyrt at uploade billeder. Men der skal nok komme lidt indimellem.
Her til sidst får I lige et billede af sælsuppen, Suaussat. Jeg var så heldig at være på arbejde da der den anden dag blev lavet sælsuppe, så det sku jo prøves. Den består af kogt sæl, kartofler, løg og grødris. Og ja det smager af salt og jern.. så hvis man er til lever, hjerter og blodpølse så er sælkød sikkert et hit.
Hvalkød er helt sort og ret svært at fordøje hvis man ikke er vant til det, så det endte også med en god omgang mavepine - men nu har jeg prøvet det :)